Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

ElBaradei advarer om atomart ragnarok
Hvis verden ikke tager skridt til at begrænse adgangen til teknologi til atomvåben, er der risiko for, at vi bevæger os mod et atomart ragnarok.

Sådan lyder advarslen fra lederen af Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, Mohamed ElBaradei, i forbindelse med den igangværende konference om ikke-spredningstraktaten NPT i New York.

ElBaradei har foreslået et fem år langt foreløbigt forbud mod produktion af beriget uran og produktion af plutonium. Men mange lande har vægret sig ved ideen.

IAEA-chefen sagde til journalister, at der vil blive mange ”reelle atommagter”, der hurtigt kan få produceret atomvåben, hvis stadig flere lande får mulighed for at producere beriget uran og plutonium.

”Det betyder, at vi om 10 til 20 år vil have mange lande, der ikke officielt er atommagter, men reelt vil være atommagter. Det er en god opskrift på selvødelæggelse”, sagde ElBaradei.




Ironisk nok er USA og Iran enige om at modsætte sig ElBaradeis forslag om et foreløbigt forbud mod produktion af beriget uran. USA beskylder Iran for hemmeligt at være i færd med at udvikle atomvåben under dække af et civilt atomenergiprogram. Iran siger, at programmet udelukkende har fredelige formål.

Men også lande som Frankrig, Australien, Canada, Brasilien, Japan og Holland er modstandere af forslaget, som de mener vil begrænse deres fremtidige muligheder for energiforsyning.

Trods den begyndende modstand mod hans forslag mener ElBaradei dog, at der er begyndt at komme opbakning til forslaget.

”Jeg kan se et gradvist skift, hvor tendensen går mere i retning af at se positivt på et foreløbigt forbud”, siger ElBaradei.

Ritzau/Reuters. Trykt i Kristeligt Dagblad 13.05.05.