Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

USA er den største synder
Ikke-spredningstraktaten: Mens de hævder at beskytte verden fra spredningstrusler i Iran, Irak, Libyen og Nordkorea, har amerikanske ledere ikke blot overtrådt tidligere traktaters begrænsninger, men også forsvaret planer om at teste og udvikle nye våben.

Af Jimmy Carter, tidl. præsident i USA 1976-1980.

Mens konferencen om Traktaten om ikke-spredning af Atomvåben, ikke-spredningstraktaten, finder sted i New York i denne måned (maj 2005), kan vi kun forfærdes over USA og de andre atomvåbenmagters ligegyldighed.

Denne ligegyldighed er bemærkelsesværdig i betragtning af, at også Iran og Nordkorea tilhører den gruppe af stater, der enten er i besiddelse af eller søger at opbygge atomvåbenprogrammer. En nylig rapport fra FN udsendte en stærk advarsel: ”Vi nærmer os et punkt, hvor udhulingen af ikke-spredningsregimet kan blive uomstødeligt og resultere i en kaskade af spredning”.

Under forberedelserne til konferencen havde en gruppe ”mellemstater” et enkelt mål: at udøve indflydelse på atommagterne, så de tager nogle små skridt i retning af at redde ikke-spredningstraktaten i 2005. Denne koalition bestående af stater, der potentielt (min kommentar (PR) har adgang til atomvåben – inklusive Brasilien, Egypten, Irland, Mexico, New Zealand, Sydafrika, Sverige og otte NATO-medlemmer – stemte sidste år for en ny dagsorden, der krævede implementering af de allerede afgivne løfter om ikke-spredning. Desværre stemte USA, Storbritannien og Frankrig imod resolutionen.

De forberedende samtaler formåede endda ikke en gang at stable en dagsorden på benene på grund af de dybe skel mellem atommagterne, der afviser at opfylde deres egne forpligtigelser til nedrustning, og bevægelsen mod kernevåben, der blandt andet kræver opfyldelse af disse løfter og overvejelser om Israels arsenal.

Indtil for nylig havde alle amerikanske præsidenter siden Dwight Eisenhower stræbt efter at begrænse og reducere atomvåbenarsenaler – nogle mere end andre. Så vidt jeg ved, sker der på nuværende tidspunkt ingen bestræbelser hos atommagterne på at opnå disse vigtige mål.

USA er den største synder i udhulingen af ikke-spredningstraktaten. Mens de hævder at beskytte verden fra spredningstrusler i Iran, Irak, Libyen og Nordkorea, har amerikanske ledere ikke blot overtrådt tidligere traktaters begrænsninger, men også forsvaret planer om at teste og udvikle nye våben, inklusive antiballistiske missiler, den jordgennembrydende ”bunker buster” og måske nye ”små” bomber. De har også svigtet tidligere løfter og truer nu med at anvende atomvåben over for stater, der ikke besidder atomvåben.




Behovet for en række forbedrende handlinger er åbenlyst:

- USA bør diskutere de tilbageblevne problemer med atomvåben med Rusland og kræve ens målsætninger for gennemsigtighed og verifikation af tidligere aftaler om våbenkontrol samt demontering og bortskaffelse af defekte våben. Mens kæmpe arsenaler fortsat opbevares i højeste beredskab med fingeren på aftrækkeren, er et globalt holocaust muligt netop nu gennem fejltagelser eller fejlbedømmelser, som det var under den kolde krigs mest faretruende øjeblikke. Vi kunne afværge verdens måske største spredningstrussel ved at sikre Ruslands lagre fuldstændigt.
- Mens alle atomvåbenstater burde enes om ikke at anvende kernevåben som den første, burde USA som den eneste supermagt tage føringen på dette område.
- NATO må lægge en dæmper på sine atomvåbens rolle og overveje en afslutning på deres opstilling i Vesteuropa. Trods udvidelsen mod øst er NATO fortsat i besiddelse af de samme lagre og den samme politik, som dengang et jerntæppe opdelte kontinentet.
- Den omfattende traktat om forbud mod afprøvning af atomvåben bør opfyldes, men USA bevæger sig i den modsatte retning. Regeringens budget for 2005 refererer for første gang til en liste af test-scenarier, og andre nationer vil gøre det samme.
- USA burde støtte en traktat om fossilt materiale for at undgå skabelsen og transporten af højt beriget uran og plutonium.
- Afkort USA’s udvikling af missilforsvarsskjoldet, som spilder store ressourcer, mens det bryder vores forpligtelser ifølge Anti-missiltraktaten uden en fungerende afløser.
- Skrid til handling på atomvåbenspredning i Mellemøsten, en stigende kilde til ustabilitet i den region. Iran har gentagne gange skjult sine bestræbelser på at berige uran, mens de påstår, at deres atomprogram kun tjener fredelige formål. Denne forklaring er blevet givet før af Indien, Pakistan og Nordkorea, og har ført til våbenprogrammer i alle tre stater. Iran må stå til regnskab og overholde sine løfter ifølge ikke-spredningstraktaten. På samme tid formår vi ikke at indse, hvordan Israels atomstatus forleder Iran, Syrien, Egypten og andre stater til at blive en del af det fællesskab, der besidder atomvåben.

Hvis USA og andre atomvåbenstater alvorligt ønsker at stoppe udhulingen af ikke-spredningstraktaten, må de handle nu på disse emner. Enhver anden kurs vil betyder, at atomtruslen stiger i stedet for at aftage.

Copyright: Global Viewpoint 2005.
Oversat af Helga Heyn og trykt i Kristeligt Dagblad 13.05.05.