Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Når atomvåben står på ønskelisten

Interview med Ali Alfoneh, Forsvarsakademiet og Anders Wivel, Københavns Universitet

”Udviklingen af atomar magt vil forsyne nationerne med nye redskaber til ødelæggelse. Den atombombe, vi råder over, repræsenterer blot det første skridt i denne retning. Der vil stort set ikke været grænse for den destruktive kraft, som vil blive mulig i den fremtidige udvikling. Et land, der skaber præcedens ved at bruge disse nyligt frigivne naturkræfter med henblik på destruktion, må påtage sig ansvaret for at åbne døren til en æra af ødelæggelse i et ubegribeligt omfang”


Brevet til den amerikanske præsident blev underskrevet dagen efter USA’s første atomsprængning, den 17. juli 1945, af 70 førende forskere ved det Manhatten-projekt, som fra 1942 til Anden Verdenskrigs afslutning udviklede atombomben for USA. Forskerne mente, som det fremgår, at det ville få uoverskuelige konsekvenser at gøre brug af det nye våben. Deres bekymring overbeviste dog ikke Harry S. Truman.

Nogle uger senere gav han ordre til at kaste atombomber over Japan, først Hiroshima og et par dage senere Nagasaki. En beslutning, som understregede våbenets katastrofale potentiale i et omfang, så alene det faktum, at en stat råder over atomvåben indtil nu har været tilstrækkeligt til at sikre det mod militære angreb fra andre lande.

- Der er ingen stater, der angriber en atommagt. Kernevåben er den mest effektive form for afskrækkelse, et land kan opnå, siger Ali Alfoneh, forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet, hvor han blandt andet arbejder med spredningen af atomteknologi. Efter hans mening forklarer det også, hvorfor Iran kan føle sig tilskyndet til at anskaffe atomvåben, sådan som USA og Europa frygter.

- Alle stater har to målsætninger: De skal opretholde deres eksistens, og de skal have plads til at forfølge deres internationale interesser. Set med iranske øjne er den eneste sikre løsning, som situationen er – med et fjendtligt USA og Israel som regional atommagt – selv at anskaffe sig atomvåben, siger han.

Ali Alfoneh minder om, at Iran allerede begyndte at forske i atomteknologi i 1960’erne under shahen, hvor landet var gode venner med USA. Dengang skete det af frygt for angreb fra Irak, som man var sikker på, var ved at fremstille atomvåben. – En stat med Irans størrelse og historiske erfaring vil sandsynligvis altid have en strategisk interesse i at skaffe sig atomvåben. Det vil næppe gøre nogen forskel, om landet bliver et demokrati, siger han.

Historisk set har der ifølge Ali Alfoneh vist sig syv årsager til, at et land begynder at overveje at anskaffe sig atomvåben. En af de væsentligste grunde er stormagters behov for at have de samme våben som deres fjender. Således blev den amerikanske atombombe oprindeligt udviklet, fordi den amerikanske regering var bange for, at Hitler var undervejs med en bombe. – Supermagter forsøger at efterligne hinanden. De skal holde våbenbalancen i skak. Da USA først havde brugt atombomben i Japan, satte Sovjetunionen alle ressourcer ind på at få afsluttet deres forskning, siger Alfoneh.

En anden årsag kan være, at en stat står over for en fjende med atomvåben, som man frygter at blive invaderes af. Det er for eksempel en del af bekymringen i Iran, mener Alfoneh, fordi både USA og Israel råder over atomvåben. For det tredje kan et land føle sig tilskyndet til at få atomvåben, hvis det står over for en fjende med atomvåben, men ikke stoler på, at dets egen allierede partner – som er atommagt – vil være villig til at bruge våbnet i en konfliktsituation. – Det var grunden til, at Storbritannien og Frankrig fik atomvåben, selvom de var tæt allieret med USA. Landene frygtede, at USA ikke ville løbe risikoen for en konfrontation med Sovjetunionen, hvis et sovjetisk angreb kun skete på europæisk jord, siger Alfoneh.

Som den fjerde mulige årsag peger han på, at et land kan være bekymret for, om det er i stand til at modsvare eventuelle fjenders nuværende eller fremtidige konventionelle styrker. I den situation er atombomben en effektiv løsning, fordi den til enhver tid vil overtrumfe de traditionelle militære styrker. – Israel er et eksempel på den tankegang. Det er omgivet af fjendtlige magter, som det ikke kan være sikker på at kunne slå med konventielle midler, siger han.




En femte årsag, som ligger delvist i forlængelse af den fjerde er, at atomvåben er en billig måde at opnå en høj afskrækkelseseffekt. – Det er meget billigere at udvikle atomvåben end at fastholde en stor konventiel militær styrke. Det er også en af årsagerne til, at det er dét, Nordkorea og Iran har valgt at satse på, mener Ali Alfoneh.

Atomvåbnets afskrækkende effekt er en sjette begrundelse for at anskaffe det. – Atombomben kan bruges offensivt til at tvinge nogle ønsker eller mål igennem alene i kraft af sin afskrækkende virkning, siger han. Endelig – som den syvende årsag – nævner Ali Alfoneh den kendsgerning, at atomvåbnet uvilkårligt giver et land stormagsstatus. – Et land med atomvåben har større international indflydelse og prestige. Det er som at være drengen med den største kølle i skolegården, siger han.

Det er dog ingen tilfældighed, at det netop er Nordkorea og Iran, der er de seneste to lande, der efter alt at dømme forsøger at sikre sig adgang til atomvåben. Lektor i international politik ved Københavns Universitet, ph.d. Anders Wivel peger på, at det spiller en stor rolle, at USA efter Sovjetunionens sammenbrud er blevet verdens eneste reelle supermagt. – Det er slående, at det er lande uden for den amerikanske verdensorden, der prøver på – eller i hvert fald signalerer, at de prøver på – at udvikle atomvåben. Hverken Iran eller Nordkorea er enige i de værdier og interesser, som USA forsøger at sprede til resten af verden. De betragter USA som en offensiv magt, der vil tvinge sit eget system ned over resten af kloden – om nødvendigt med militær magt, siger han.

- I den situation vurderer de, at de har brug for atomvåben som en sikkerhedsgaranti, siger Anders Wivel, der alt andet lige sagtens kan følge tankegangen. – Hvis et land ønsker at kunne stå i opposition til den amerikanske verden, er den bedste garanti, det kan få, at have atomvåben. USA og Europa vil reagere anderledes over for et land med atomvåben, fremhæver han.

Selvom det – efter de to sprængninger i Japan – har været en del af atombombens karakteristika, at den er et våben, der ikke bliver brugt, vil det, som i det aktuelle tilfælde med Iran, altid vække oprør, når et nyt land forsøger at indføre atomvåben. – Der vil altid være en lille tvivl om, hvorvidt et land kan blive fristet til at bruge bomben. Og under alle omstændigheder giver den landet en langt større handlefrihed, som kan være problematisk, set med omverdenens øjne. Landet vil simpelthen kunne tillade sig flere ting, uden at andre lande tør gribe ind, siger Anders Wivel.

I praksis har atomvåbnet på den måde udviklet sig fra at være et militært redskab til et politisk. Det bliver brugt til at sikre politisk råderum for den enkelte suveræne stat. Således er det ikke kun frygten for atombomben som militært våben, der ligger bag den voldsomme internationale uro, det skaber, når et nyt land forsøger at få adgang til kredsen af atommagter. Det er også frygten for de ændringer, det kan give i magtbalancen mellem stormagterne. – Det er en farlig situation, indtil en stat erklærer sig som atommagt. De lande, der har atomvåben, vil forsøge at hindre det nye land i at udvide sin magt. Det er en meget følsom fase, hvor det land, der går efter at udvikle atomvåben, løber risikoen for at blive angrebet militært, før det opnår sit mål, siger Ali Alfoneh fra Forsvarsakademiet. – Det er den situation, Iran står i.


Interview ved Ulla Poulsen. Trykt i Kristeligt Dagblad 16.06.06.