Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Verden har ikke set den sidste atommagt (interview i forb. med Nordkoreas atomprøvesprængning)
På papiret ser det så enkelt ud. Hvis verden skal undgå en atomkrig, gælder det om at skrotte de atomvåben, der findes, og sørge for, at der ikke bliver fremstillet nye. Det var – og er – pointen bag den ikke-spredningsaftale, der blev indgået i 1968. Virkeligheden er mere broget. De oprindelige fem atommagter – USA, det daværende Sovjetunionen, Kina, Frankrig og Storbritannien – har alle stadig atomvåben i et vist omfang. Og yderligere fire lande – Indien, Israel, Pakistan og Nordkorea – har anskaffet dem.

- Det er en ret håbløs affære at styre omfanget af atomvåben ved hjælp af en traktat. Hvis et land virkelig vil have atomvåben, skal de nok få det, siger Ole Wæver, ph.d. og professor i international politik ved Københavns Universitet. Han mener, at det er uundgåeligt, at flere og flere lande får atomvåben.

- Atomteknologien er nu engang opfundet, og det er med den som de fleste andre teknologier, at når den først findes, vil den stille og roligt sprede sig, siger han.

For Ole Wæver er det lidt af et mysterium, at politikere og offentlighed bliver så chokerede over, at Nordkorea har foretaget en prøvesprængning. – Vi diskuterer det, som om det normale er, at verden befinder sig i en tilstand uden atomvåben. Men der er snarere tale om en proces, hvor der ikke er nogen tvivl om, at flere og flere lande vil få dem. Vi kan kun bremse tempoet, pointerer han. – Det er valg, det enkelte land tager, set i lyset af de strategiske interesser, det har. Den bedste forhindring for at træffe beslutningen er, at det ikke har lyst. At fordelene ikke opvejer ulemperne.

I den forbindelse hjælper det efter Ole Wævers mening ikke at sætte alt ind på at presse et land til at opgive atomvåben. – Det bestyrker blot landet i, at det er nødt til at blive en atommagt for at bevare sin autonomi, siger han.

Niels Aadal Rasmussen, ministerråd og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har også svært ved at tro på et fald i antallet af atomvåben. Han minder om, at ikke-spredningsaftalen er fra en epoke, hvor der stadig var stor tiltro til konference-diplomatiet, men at det i praksis har vist sig at have begrænset effekt på nedrustningen.




- Det, der førte til noget, var de direkte forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen. Siden Sovjetunionen gik i opløsning, er der ikke sket mere, siger han. Ifølge Niels Aadal Rasmussen hænger det sammen med, at hvis to lande, som tilsammen råder over 96% af alle atomvåben, skulle nedruste mere, ville det udhule deres status som atommagter for meget. – De første besparelser er altid de letteste. Jo længere ind til benet, man kommer, jo sværere er det at blive enige, siger han.

Selvom ikke-spredningsaftalen ikke kan tage æren for nedrustningen mellem USA og Sovjetunionen – og den heller ikke har forhindret hverken Indien, Pakistan eller Nordkorea i at forsøge sig med atomvåben – bør man ikke underkende dens betydning, mener Simon Valentin Mortensen ph.d. og amanuensis ved Institut for Historie og Områdestudier under Århus Universitet. – Det er rigtigt, at der er lande, der har fået atomvåben på trods af aftalen, men der er endnu flere, som har afstået. For eksempel Sydafrika, Brasilien og Argentina, som alle tre var godt på vej, siger han.

Efter hans mening er det ikke et tilfælde, at det netop er i Asien, de nye atommagter dukker frem. – Den sikkerhedspolitiske situation i Asien minder om Europa i 1900-tallet. Magtbalancen er meget prekær med en række modsætninger og spændinger på kryds og tværs. Kina-Japan. Kina-Indien. Indien-Pakistan. Japan-Korea. Taiwan-Kina. Og så videre. Krig er stadig på dagsordenen, og det øger risikoen for et våbenkapløb, siger Simon Valentin Mortensen.


Interview ved Ulla Poulsen, Kristeligt Dagblad. Trykt 11.10.06.