Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Farlige nye verden
Under den kolde krig blev verden ikke lagt i atombombernes ruiner, fordi både USA og Sovjetunionen lod sig skræmme at atomkrigens følger. Men i dag er besiddelse af atomvåben blevet trendy, og frygten for, at det i sidste ende vil medføre et atomart holocaust, vokser i takt med, at de radioaktive materialer krydser grænser og skifter ejermænd.

Blot et år efter at chefen for Det Internationale Atomenergiagentur, Mohammed el Baradei, modtog Nobels fredspris, meddelte han i 2006, at omkring 30 lande over hele verden både besidder den tekniske viden og motivation til at udvikle atomvåben.

- Der er, om man vil, gået mode i atomvåben. Mange lande undersøger muligheden for at beskytte sig selv med atomvåben, sagde Mohammed el Baradei i slutningen af 2006.

Foruden Iran, Nordkorea og Libyen, hvoraf de to sidstnævnte tilsyneladende har ladet sig overtale til at droppe ideen om en atombombe, har alene skes arabiske stater i Mellemøsten i løbet af de seneste to år, erklæret deres vilje til at udvikle atomteknologi. Her er tale om Egypten, De forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Algeriet, Tunesien og Marokko, der ikke ønsker at sakke bagud i det mellemøstlige våbenkapløb, der er skabt med Israels og Irans ikke-arabiske projekter.

Israel forholder sig stadig tavs omkring sit atomprogram, men Iran og de arabiske lande, der leverer verdens største energiforsyninger i form af ole, lolver omverdenen, at der ene og alene er tale om atomprojekter med civile formål. Men de udtalelser har ikke altid en beroligende effekt. Ifølge Aharon Zeevi Farkash, tidligere chef for den israelske hærs efterretning, er det en naiv fejltajelse at skelne mellem civile og militære atomprojekter på de mellemøstlige breddegrader. – Flere af komponenterne til de civile atomprojekter bruges også i de militære projekter, siger Aharon Zeevi Farkash.

Dermed siger han også, at det er så godt som umuligt for det internationale samfund at tjekke, hvem der holder sig til det civile projekt og hvem, der har noget at skjule.

Gennem 1990’erne og så sent som to måneder før 11. september angrebene i 2001, holdt Osama bin Laden møder med pakistanske atomeksperter. I en årrække før sin arrestation har den pakistanske atomekspert Abdul Qadeer Khan solgt sin viden på det internationale marked til højeste byder og på den måde skabt en virkelighed, hvor ingen aner, hvem der har fået fingrene i hvad.




Sammen med korrupte eks-sovjetiske våbenhandleres vilje til at sælge såkaldte ”beskidte bomber” eller atomhemmeligheder betyder det, at verden har ændret sig drastisk siden Sovjetunionen og USA holdt hinanden i skab med deres dommedagsvåben.

Den amerikanske historiker Bernard Lewis er alt andet end tryg ved spredningen af atomteknik mellem verdens lande. Han afviser også teorien om, at spredningen mellem flere lande blot vil være en videreudvikling af den daværende situation mellem USA og Sovjetunionen, hvor endnu flere lande vil undgå at gå i krig med hinanden på grund af de farlige våben.

Hvad der var gældende for USA og Sovjetunionen er ikke nødvendigvis gældende for lande som Iran, skriver Bernard Lewis i den amerikanske avis Wall Street Journal. Argumentet er, at Irans præstestyre, ifølge Bernard Lewis, er drevet af en selvmordskult og en dommedagssøgende ledelse, der ikke lader sig skræmme af tanken om jordens undergang.

Den israelske journalist og forsker ved Tel Aviv Universitet, Reuven Dedatzur, er ikke enig med Bernard Lewis i sprøgsmålet om Iran. Han er overbevist om, at netop det iranske præstestyre vil udvise en vis form for pragmatisme, hvis styret kommer i besiddelse af en atombombe.

Men det ustyrlige kapløb om atomteknologi i resten af den i forvejen meget ustabile region, vækker hans bekymring. Han ser ikke den klassiske afskrækkelse, der eksisterede mellem USA og Sovjetunionen, komme de mellemøstlige stater til gode.

- Med et højt antal såkaldte skræmmecirkler, der er et resultat af de forskellige mellemøstlige landes komplicerede forhold til hinanden, vil der opstå ustabilitet. Hvert land har sine egne spilleregler og forskellige strategiske overvejelser. Og chancerne for at fejlkalkulere eller misforstå de regionale rivaler vil være mange gange større end i øjeblikket. Det betyder i sidste ende, at muligheden for ukontrolleret brug af atomvåben stiger, siger Reuven Pedatzur.

Artiklen skrevet af Allan Sørensen, korrespondent for Kristeligt Dagblad i Mellemøsten. KD 14.01.08.