Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Brev til danske MF'ere
NY CHANCE FOR
ATOMVÅBEN-NEDRUSTNING

Med dette brev ønsker Danske Læger mod Kernevåben (DLMK) at orientere danske parlamentarikere om de nye muligheder for at opnå gennembrud for atomvåben-nedrustningen, som har åbnet sig i år. Samtidig ønsker vi at indgå i en dialog med vore parlamentarikere om Danmarks muligheder for at spille en aktiv rolle på dette felt.
Vi mener, at muligheden for at komme ud af mange års dødvande med hensyn til atomnedrustning, kan ses af flere forhold, som baserer sig på en tiltagende erkendelse af, at den nuværende situation er ustabil og uholdbar. Således skrev for godt et år siden de tidligere amerikanske toppolitikere Schultz, Kissinger, Perry og Nunn, en kronik i The Wall Street Journal (januar 2007) hvori de argumenterede stærkt for global atomnedrustning. Som den tidligere udenrigsminister fra Reagans administration, George Schultz har udtrykt det: ”Vi kan ikke vente på et nukleart Pearl Harbour eller 9/11. Vi må være på forkant for at forhindre en endnu mere katastrofal begivenhed end dem... - hvis vi venter, hvis en atomkatastrofe finder sted, vil verden blive forandret så dramatisk, at vi ikke vil kunne genkende den”.
Lederen af Det Internationale Atomenergiagentur, Mohamed El-Baradei, har februar 2008 udtalt:
”Jeg er ikke klar over, hvor mange mennesker der indser, hvor ødelæggende vore dages kernevåben er – hundrede gange kraftigere end de bomber, der lagde Hiroshima og Nagasaki øde... - den blotte mængde af kernevåben og spalteligt materiale forøger risikoen for affyring ved uheld og tyveri”.
En lang række førende videnskabsfolk har længe advaret mod atomtruslen, og det ansete internationale tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists anførte i februar 2007, at ”blot 50 af de 26.000 kernevåben, der findes i dag, kan dræbe 200 millioner mennesker”.
Også nuværende toppolitikere som Barack Obama, Gordon Brown og Nicolas Sarkozy, har offentlig talt positivt om atomnedrustning, så selv om de fleste atomvåbenstater planlægger modernisering af deres kernevåbenarsenaler og NATO-officerer fortsat argumenterer for, at alliancen i en overskuelig fremtid må bygge sit forsvar på atomafskrækkelse, er der alt i alt mange tegn på, at verdens ledere er klar til at se med nye øjne på mulighederne for global nedrustning.
Befolkningerne har længe været indstillet på dette; meningsmålinger i en lang række lande har vist at, et stort flertal går ind for atomnedrustning. Dette gælder f.x. 87 % af de adspurgte i USA (meningsmåling foretaget i 1997).
I følge George Schultz og andre findes der en ”fornuftig, praktisabel proces, der effektivt kan tage hånd om problemet”. Vigtigst er forhandling mellem USA og Rusland om reduktion af atomvåbenarsenalerne og forøgelse af det tidsrum, der nu er til rådighed, før beslutning om affyring skal tages, hvilket bl.a. kan sikres ved at tage våbnene ud af umiddelbar affyringsklar tilstand. Desuden må sikringen af atomvåben og atomart materiale øges, og forhandlinger indledes mhp. at trække fremskudt, udstationerede våben tilbage.



IPPNW (International Phycisians for the Prevention of Nuclear War), den Nobelprisbelønnede internationale forening af lægegrupper, der arbejder for forebyggelse af atomkrig, har lanceret en kampagne for at eliminere atomvåben: ICAN, International Campaign to Abolish Nuclear Weapons. Formålet er at hjælpe med til at få vedtaget en international atomvåbenkonvention, der forbyder alle atomvåben og stiler mod global nedrustning. Et udkast til konventionen er udarbejdet og er blevet et officielt FN-dokument, med opbakning fra 125 ud af 181 regeringer.
ICAN støttes blandt mange andre af Det Internationale Netværk af Palamentarikere for Atomnedrustning (PNND – Parliamentary Network for Nuclear Disarmament), som også har danske medlemmer. For det samme formål arbejder Mayors for Peace, en verdensomspændende sammenslutning af borgmestre, ledet af Hiroshimas borgmester Akiba. Indtil videre har 15 danske borgmestre tilsluttet sig netværket som medlemmer. Pr. 01.09.08 har 2.410 borgmestre i 131 lande tilsluttet sig.

Verden undgik atomkrig under Den Kolde Krig, men var – i flg. den forhenværende amerikanske forsvarsminister Robert McNamara kun ”en hårsbredde fra total katastrofe” under den cubanske missilkrise i 1962. Et sådan held kan ikke vare evigt. Hvis ikke atomvåbnene bliver afskaffet, vil de blive brugt igen.
Som El-Barradei har udtrykt det: ”Det væsentligste er, at processen (mod atomnedrustning) starter. Vi må forlade den uholdbare tankegang, at det anses for moralsk forkasteligt, at nogle nationer efterstræber besiddelse af kernevåben, samtidig med at andre tillades at basere deres egen sikkerhed på dem. I den sidste ende bør forbud mod atomvåben blive en forudsat norm i international lov, uafhængig af traktater, i lighed med forbud mod folkedrab, tortur og slaveri”.
Det er Danske Læger mod Kernevåbens håb, at vi med denne henvendelse kan anspore danske parlamentarikere til at yde en indsats på dette afgørende område: at forbygge atomkrig.
DLMK stiller sig gerne til rådighed i denne forbindelse.

Links til de nævnte organisationer:
www.pnnd.org
www.icanw.org
www.mayorsforpeace.org
www.ippnw.org
www.dlmk.dk

Med venlig hilsen


Formand, Overlæge Povl Revsbech og
bestyrelsesmedlem praktiserende læge Klaus Arnung revsbech@dadlnet.dk k.arnung@dadlnet.dk
Tlf. 23801580 (PR)
Tlf. 45661181 (KA)