Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Brev fra NATO-parlamentarikere til Den Amerikanske Kongress
Et åbent brev til den amerikanske kongres fra NATO-parlamentarikere.


USA’s forpligtelser vedrørende Europas sikkerhed er noget, vi hilser
velkommen og sætter pris på. For at bevare og styrke de bånd, som forener os, må vi bestræbe os på at tilpasse os nye forhold og udfordringer, efterhånden som de opstår. Herunder viljen til at ændre vor indstilling til forsvaret.

Nuklear afskrækkelse var en vigtig del af NATO's strategi under den kolde krig. Vi blev konfronteret med Sovjets konventionelle styrker, som var tre gange så store som NATO's styrker. Da Sovjetunionen brød sammen, etablerede USA en ledelse, som hurtigt kunne tilpasse sig den nye sikkerhedssituation. Ssom der står i Alliancens Strategiske Koncept af 1999:

Siden 1991 ... har de allierede taget en række skridt, der afspejler sikkerhedsmiljøet efter den kolde krig. De omfatter bl.a. en dramatisk reduktion af typerne og antallet af NATO’s substrategiske styrker, herunder eliminering af alt nukleart artilleri samt landbaserede kortdistance atommissiler, en betydelig lempelse af affyringsparatheden for styrker med atomvåben samt ophør af de stående nukleare beredskabsplaner i fredstid. NATO’s atomstyrker er ikke længere rettet mod noget land.

Disse reduktioner var dristige, da de blev gennemført, men de er ikke længere tilstrækkelige. I en verden, hvor langsigtede risici for spredning er en af NATO's primære sikkerhedsmæssige bekymringer, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage til en nedsættelse af truslen, herunder en kontinuerlig revurdering af vor nukleare position. Efter at have reduceret NATO's afhængighed af atomvåben i 1990'erne, er vi interesseret i, at alliancen fortsat anser dem som værende af central betydning, ikke blot for vor forsvar men også for alliancens politiske sammenhold. Som vore udenrigsministre sagde efter deres møde i juni 2007:


Vi sætter fortsat stor pris på de nukleare styrker, som er baseret i Europa og som engagerer sig for NATO, og som skaber en politisk og militær tilknytning mellem de europæiske og nordamerikanske medlemmer af alliancen. (1)

Dette understreger endnu en gang den politik, der er fremført i det Strategiske Koncept af 1999:
Tilstedeværelsen af USA’s konventionelle og nukleare styrker i
Europa er fortsat af vital betydning for sikkerheden i Europa... Atomvåben yder et enestående bidrag ved at gøre risiciene for angreb mod alliancen uberegnelige og uacceptable. De er derfor stadig af stor betydning for at bevare freden.

Vi er blevet overbevist om, at denne politik forringer den robuste og forskelligartede natur af båndene mellem Europa og Nordamerika. Vor alliance baserer sig ikke på nukleare styrker, men på diplomatiske, politiske og økonomiske bånd, på vor fælles historie og vort venskab.

Vor strategi lægger også vægt på tilstedeværelse af atomvåben i Europa, som kun kan opmuntre andre nationer til at søge at få deres egne atomvåben. NATO har nu tre gange så mange konventionelle våben som Rusland, hvilket er det stik modsatte af situationen under den kolde krig. Hvis Europa og Nordamerika, som ikke står over for alvorlige trusler om konventionel krigsførelse nu eller i en overskuelig fremtid, skal være afhængige af atomvåben til deres forsvar, hvem kan så nægte andre i farligere områder den samme ret? Vor langsigtede begrundelse for indsættelse af atomvåben i Europa er væk.

Dette er præcis det forkerte budskab at sende og underminerer vor målsætning med at undgå spredning. Risikoen for vor sikkerhed forringes af den nuværende praksis med at dele atomvåben mellem medlemmerne af alliancen, der blev udtænkt som et middel til at forebygge spredning, men som er blevet en hindring for yderligere ikke-spredning. Rusland har for nylig antydet, at de måske vil indsætte nukleare styrker i det atomfrie Hviderusland. En sådan handling ville vende op og ned på vor succes med at afnuklearisere Hviderusland ved afslutningen af den kolde krig. Men
da et atomvåben frit Belgien, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland og Tyrkiet alle har mulighed for at erklære atomkrig via NATO, vil det være meget svært for os at fremføre et troværdigt argument, hvis Rusland går i gang med det. Vi er også klar over, at der på NPT-møder har været stigende kritik af NATO i den forbindelse, hvilket reducerer effektiviteten af vore argumenter for ikke-spredning. Desuden deler arrangementet med kernevåben til visse, men ikke alle europæiske NATO allierede, alliancen i første og anden klasses medlemmer – hvilket underminerer dens solidaritet, politikken skal forestille at skabe.

Der er andre grunde til at nære bekymring for den nuværende politik og strategi. Truslen om brug af, ja selv brug af nukleare våben mod kemiske og biologiske bevæbnede modstandere, er accepteret i amerikansk politik og militærdoktrin. For de fleste europæiske nationer er dette stærkt kontroversielt. Debatten om rollen for atomvåben med at afskrække eller ødelægge andre masseødelæggelsesvåben i en eventuel fremtidig konflikt er fortsat i alliancens forsamlinger siden midten af 90'eme og viser ikke tegn på en snarlig løsning. Den fører i stigende grad til splittelse inden for



alliancen. Den kile, som denne splittelse driver ind mellem USA og NATO-medlemmerne ved udarbejdelsen af NATO forsvaret, giver årsag til dyb bekymring, idet den skaber splittelser, hvor der ikke behøver at være nogen. Vore konventionelle militære styrkers svar på sådanne trusler undermineres af splittelserne og debatterne, som den potentielle brug af atomvåben ved NATO operationer skaber.

Vi bemærker endvidere at debatten om missilforsvar har skabt splittelse og
forvirring. Forbindelsen mellem missilforsvar og anvendelse af atomvåben i
ikke-spredningsdoktrinen gør meget for at befordre denne negative dynamik.
Desuden er tilstedeværelse af amerikanske atomvåben i Europa upopulær blandt vore folk, og betyder meget for at underminere gyldigheden af alliancen set med deres øjne. Hvis NATO skal opretholde en stærk og enig front overfor verden, må den slags unødvendige interne forskelligheder undgås.

Af alle disse grunde er vi nu stærkt foruroligede over, at udhulingen af NATO's tidligere uforbeholdne støtte vedr. våbenkontrol, ikke-spredning samt nedrustning måske kan føre til en udhuling af NATO medlemmernes sikkerhed. Vi står overfor meget få, hvis overhovedet nogen trusler eller potentielle trusler fra modstandere, som er bevæbnet med masseødelæggelsesvåben, man ikke kan forhandle sig ud af, herunder det store arsenal af taktiske atomvåben, som Rusland besidder. Alligevel
er den tidligere støtte til en lang række traktater, aftaler og tillidsskabende tiltag blevet støt forringet siden år 2000.

Dette afspejler en forskel i politik mellem USA og alle andre NATO-
medlemmer og det har allerede fået alvorlige følger for alliancens sikkerhed.
Traktaten om Mellemdistance Nukleare Styrker (INF), vor kæmpemæssige succes fra 80'erne, er nu i farezonen, fordi vi insisterer på at gennemføre vort missilforsvar og da vi ikke har fulgt op på yderligere våbenkontrol. Rusland har indstillet sin deltagelse i Traktaten om Konventionelle Styrker i Europa (CFE), i det mindste delvis, fordi de nu føler sig truet af os. Vi mener, det er vigtigt, at vi finder en måde, hvorpå vi kan få Rusland og verden til igen at engagere sig i praktisk våbenkontrol, ikke-spredning og afrustningstiltag. En sådan nedsættelse af truslen kan kun forbedre sikkerheden for alle alliancens medlemmer samt for resten af verden.

Henry Kissinger, Wlliam Perry, George Shultz og Sam Nunn skrev en artikel i Wall Street Joumal i januar 2007, hvor de advarede mod den genopståede trussel om nuklear konfrontation. Disse eminente nationale sikkerhedseksperter anbefalede en eliminering af taktiske nukleare våben, og langtrækkende nedrustnings- og ikke-spredningstiltag. Vi er helt enige og er overbevist om, at en fjernelse af de få tilbageværende amerikanske atomvåben fra Europa samt et ophør af deling af atomvåben vil lette drøftelserne med Rusland om reduktion og eliminering af deres
taktiske nukleare styrker. Vi er også overbevist om, at en sådan ændring af politik vil forbedre mulighederne for en succesfuld nedrustningsdialog med Iran. En reduktion af nukleare våben og andre masseødelæggelsesvåben skal være en vigtig bestanddel af vor politik, som beskæftiger sig med nukleare våben.

Vi mener også, at vore regeringer så hurtigt som muligt bør deltage i en debat, som skal føre til vedtagelse af et nyt strategisk koncept for vor alliance. Det er vor overbevisning, at atomvåben ingen rolle skal spille i dette nye koncept.

Vi er overbeviste om, at NATO fortsat er vigtig for sikkerheden i Europa. Den kan spille en rolle med at skabe sikkerhed i resten af verden. Den kan ikke gøre det, mens den fortsat er bundet til en nuklear forsvarsdoktrin. som blev udviklet til den kolde krig, og som egner sig dårligt til det hurtigt skiftende sikkerhedsmiljø. Som venner og allierede er vi klar til at samarbejde med jer for at lette tilbagetrækningen af amerikanske nukleare våben fra Europa, og vi beder jer gøre alt i jeres magt for at iværksætte denne politik. På den måde kan vi opbygge en stærkere alliance og en mere sikker fremtid for os alle.

(1) Kommuniké fra NATO's forsvarsministre, Forsvarsplanlægningskomiteen og
Atomplanlægningsgruppen, 14-15 juni 2007.

Oversat af Ebbe Bork