Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Formandsberetning 2007/08
Atomvåben.

Der har været status quo. Hovedindsatsen fra USA’s og IAEA’s side går på at forhindre proliferationen af atomvåben, ikke afskaffelsen af dem som sådan.

Iran og Nordkorea har atter i år været de meste omtalte lande. Nordkorea overraskede positivt i slutningen af 2007 ved at meddele, at man ville opgive sit atomvåbenprogram mod til gengæld at få leverancer af olie og madvarer. Man vil dog ikke gå med til uanmeldte inspektioner af det store anlæg i Youngbann. Senest har der været skærmydsler igen mellem de 6 parter (Nordkorea vs. Kina, USA, Japan, EU og Rusland), fordi Nordkorea er utilfreds med fortsat at stå på USA’ s liste over lande, der støtter terror.

Iran leger fortsat kispus med omverdenen, hvad dets atomprogram angår. Iran hævder vedholdende, at deres anlæg kun har fredelige formål, mens omverdenen (USA, Israel, EU, IAEA) er overbeviste om, at de arbejder hårdt på at få fremstillet atomvåben. Senest har landet affyret en serie mellemdistance raketter, der er i stand til at nå Israel. Den vestlige verden truer med økonomiske sanktioner, mens en egentlig besættelse af landet a lá Irak anses for at være komplet urealistisk.

Missile defence.

Som det vil være bekendt har USA indgået aftale med Polen og Tjekkiet om opstilling af henholdsvis jord-til-luft missiler og en opsporingsradar, som skal afsløre og nedskyde missiler fra f.eks. Iran, rettet mod Europa eller måske USA. Rusland raser over aftalerne og truer med at rette sine missiler mod europæiske mål igen. Der er dog næppe fare for at genoplive den kolde krig, får vi forklaret, det drejer sig om ”tomme trusler” fra russisk side. Men Rusland kan godt vise tænder, hvis dets interesser bliver gået for nær, jævnfør den nylige invasion i Georgien.


Borgmester-kampagnen.

Vi har fået positivt svar fra 13 borgmester, som godt vil være med i Mayors for Peace. Man kan så spørge sig selv, om det er for få eller tilfredsstillende. I Norge har de fået rigtig mange borgmestre med (76), mens man i Sverige (4) kun synes at satse på de større byers borgmester. Men ellers har det været en god kampagne på den måde, at næsten alle af os var aktive og prøvede at få een eller flere borgmestre med. Med til analysen af udbytte af kampagnen hører også, at vi ikke var de eneste, der kontaktede borgmestrene, også Danmarks Naturfredningsforening har haft en borgmester-kampagne vedr. Grønne kommuner, der gør noget ved CO2 – udslippet. Også en menneske-rettighedsforening (Amnesty International?) har været på banen.


Thule-arbejdernes helbred.

I juni måned kom der en henvendelse til mig fra Jens Zinglersen, formand for de strålingsramte ansatte på Thulebasen. Han ønskede lægelig hjælp til at rejse en sag ved EU-domstolen for at få dømt den danske stat (?) til at betale 4 tidligere Thule-arbejdere erstatning for den cancer-sygdom, de påstås at have pådraget sig p.gr. udsættelse for radioaktive stoffer i forbindelse med flystyrtet på havisen udfor Thule Air Base, 21. januar 1968.

Jeg svarede tilbage efter at have foretaget en vis research, at jeg ikke ønskede at foretage et lægeligt skøn om sammenhængen mellem ekspositionen og cancersygdommene. Jeg henviste til den ph.d. afhandling, som Knud Juel forsvarede i 1996 om Thule-arbejdernes helbred, hvor han fandt, ”at sammenlignet med dødeligheden i den danske bef. udviste hele gruppen af ansatte på Thule-basen en overdødelighed. Følgende dødsårsager havde en særlig høj dødelighed: Lungekræft, hjertesygdom, alkoholisme, levercirrhose, selvmord, luftfartsulykker, ulykker ved ild og el. Det gjaldt både dem, der var ansat i oprydningsperioden, og dem, der er ansat uden for. Dødsårsagsmønstret tydede på en forholdsvis belastet livsstil og levemåde. Analysen kan med stor sikkerhed afvise, at Thulearbejderne er blevet påført en stor overdødelighed efter flystyrtet.”




Thulearbejdernes forening har haft kontakt med en advokat i New York, Ian Anderson, som har henvendt sig til Cæcilie for at få hende til at indgå i søgsmålet. Cæcilie har henvendt sig til vore kolleger i Norge og Sverige og også forsøgt at få kontakt med Harriet Dige-Pedersen, vores ekspert i stråle-hygiejne, uden held. Cæcilie måtte svare tilbage til IA, at hun heller ikke så sig i stand til at stille op til at levere en tilbundsgående vurdering af disse svære spørgsmål. Advokaten har herefter syrligt bemærket, at han da troede, at IPPNW/DLMK var oprettet for at kunne hjælpe de stakkels mennesker, der pådrager sig sygdom som følge af radioaktiv eksponering ved fremstillingen eller ulykker med atomvåben.

Jeg har udskrevet korrespondancerne med Jens Zinglersen og Ian Anderson, og I er velkomne til at læse dem og kommentere dem.

DLMK’s fremtid.

Jeg synes den ser dyster ud. Der er flere krise-tegn:

1. Jævnt faldende medlemstal. Vi mister hvert år 20-30 medlemmer og får ingen nye, udover ganske få med års mellemrum. Flere medlemmer falder fra p.gr.a. dødsfald. Hvis udviklingen fortsætter uændret, vil vi have nået 0 medlemmer om ca. 10 år. I år har 244 betalt kontingent.

2. Der er ingen henvendelser fra medierne for at høre vores mening om atomvåben-spørgsmål – med andre ord: Vi er ukendte i offentligheden og det har vi været i årevis.

3. Atomvåben er ikke på dagsordenen og har ikke været det længe. Kampagnen overfor vore MF’ere (PNND) har kun givet et magert resultat. Mødet i sept. 2007 på Christiansborg om atomvåben, blev kun besøgt af en MF’er, nemlig Mogens Lykketoft, der var inviteret som taler.

Indenfor IPPNW har vore australske kolleger taget initiativ til en kampagne, som skal genoplive kampen mod atomvåbnene. Den hedder ICAN. Der er meget entusiasme omkring kampagnen men det er småt med interessen for kampagnen, dels blandt fredsfolk generelt dels i offentligheden.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Og jeg ser ingen tegn på, at kampagnen mod atomvåben vinder terræn i FN eller andre fora – de eneste officielle initiativer, vi hører om, handler om at begrænse spredningen af atomvåben.

Jeg har bemærket mig, at PSR har taget klimaforandringerne på programmet i erkendelse af, at dette emne nok optager amerikanerne mere end atomvåbnene gør.

Og jeg bliver nødt til at sige, at 1 meget aktivt medlem ikke gør det ud for en hel forening! Det er flot, at Cæcilie er avanceret i IPPNW til Europæisk Vice-councillor, men det virker forkert, at hendes baggrund, DLMK, er en hensygnende forening.


* * *