Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Formandsberetning 09-10

Formandsberetning DLMK, for året 2009-10.


Vi har mistet et kært og mangeårigt aktivt medlem af DLMK den 9. august i år. Navnet er Jacob Obbekjær. Han døde som 80 år gammel. Lad os mindes ham med 2 min.s stilhed.

Atomvåben.

Når der kommer en ny præsident i USA, eller præsidenten bliver genvalgt, skal han sørge for, at der skrives en betænkning om, hvordan de amerikanske atomvåben skal håndteres og anvendes. Denne betænkning kaldes Nuclear Posture Review. Obama-regeringens betænkning fremkom først over et år efter han blev indsat som præsident. Til gengæld er det meget mere fredelig end præsident Bush’s traktat. Der tales ikke længere om, at USA vil have lov til at bruge atomvåben først uden at være angrebet med atomvåben (såkaldt forebyggende angreb). Desuden medtager den de aftaler, der blev lavet med præsident Medvedev i Rusland først på året i år om at skrotte et stort antal atomvåben på begge sider, således at antallet går ned fra nuværende 2.200 til 1.550 stk. på begge sider. Der tales ikke længere om at bruge atomvåben i en række scenarier og specielt heller ikke, hvis USA skulle blive angrebet af kemiske eller biologiske masseødelæggelsesvåben. Man lover ikke at angribe lande, der overholder NPT (Ikke-sprednings traktaten). Rusland og Kina er ikke længere fjender, som amerikanske raketter skal være rettet imod. Den nye betænkning er meget mere ”common sense” end den forrige. Man vil stadig holde nøje øje med Iran, som også af IAEA (FN’s organisation for kontrol med atomkraftanlæg) anses for at være stærkt på vej til at anskaffe sig atomvåben. Desuden holdes der fortsat et vågent øje med Nordkorea, hvis leder er uberegnelig og som har atomvåben og raketter til at fremføre dem med, raketter, der kan nå såvel Souel som Tokyo.

Senere i april måned afholdt præsident Obama et seminar på højeste niveau med ledere fra 47 lande hvor emnet var hvordan man skærper kontrollen med materialer, der kan anvendes i atomvåben.

Tilbage i september ledte præsident Obama et møde i FN’s sikkerhedsråd, hvor Ruslands og Kinas statsledere også var til stede. Her talte han om sin vision om en verden fri for atomvåben. En resolution blev vedtaget, som dog ikke nævnte Iran og Nordkorea ved navn efter ønske fra Russisk og kinesisk side.



NPT-review conference maj 2010.

I år var det atter tid til en gennensynskonference om NPT (Ikke-spredningsaftalen). Den afholdes som bekendt hvert 5 år. Konferencen i 2005 endte uden fælles udtalelse og må betegnes som et sammenbrud. I år havde mange NGO’er inkl. ICAN-kampagnen satses på, at det skulle lykkes at få igangsat at få nedsat en kommission i FN-regi, der skal se på, hvordan atomvåben kan afskaffes (Nuclear Weapons Convention). Det lykkedes at få sat forslaget på dagsordenen, og 28 underskrivende lande af NPT stemte for, ligeså 116 lande fra the Non-Allied Movement. John Loretz har på IPPNW’s hjemmeside skrevet sin vurdering af konferencen. Han nævner bl.a. at mange talere talte om atomkraftens velsignelser i en tid, hvor klimaet bliver varmere p.gr.a. drivhusgasserne. Desuden blev der talt meget om farligheden ved spredningen af atomvåben. USA fik dog også kredit for at have lavet en ny START-aftale med Rusland, og for at have skrevet i den nye NPR, at det ultimative mål er afskaffelse af a-våben, og for at sende CTBT-aftalen til ratifikation i senatet etc.




DLMK.

Aktivitetsniveauet har i stil med tidligere år været lavt. Vi vedtog på sidste årsmøde at vi ville deltage i NGO-konferencen i starten af december 2009 i Kbh. i forbindelse med Klimatopmødet i Bella Center senere i samme måned. Vi deltog med en mindre stand på 9 m2, bemandet af Niels Dahm og mig. Vi havde til formålet fået fremstillet 3 store bannere med IPPNW’s navn og logo på, som blikfang. Desuden uddelte vi små foldere om ”Abolition of Nuclear Weapons, what can you do” fra den australske delforening. I god tid forinden havde jeg bedt om, at det fremtrædende medlem af PSR/US Ira Helfand ville komme og fortælle om det diasshow, som IPPNW har udviklet om de klimatiske konsekvenser af brug af talrige atomvåben (”Nuclear Famine”). Han afslog med begrundelsen, at han hellere ville deltage i festlighederne i Oslo i forbindelse med, at præs. Obama fik overrakt Nobels Fredspris den 10. dec. I stedet kom så Steven Starr, ligeledes PSR, som gjorde et godt stykke arbejde med at fortælle om sit forskningsprojekt, som han kalder Nuclear Darkness (omtalt i Infoblad nr. 119) og som går ud på at forudse, hvad en tænkt atomkrig mellem Indien og Pakistan, 2 gamle arvefjender, vil betyde klimatisk for hele jordkloden. Vi havde bestilt taletid til ham over 2 dage i foredragsområdet, men desværre kom der kun ganske få tilhørere. Det hyppigste spørgsmål, vi fik fra publikum ved standen, gik på, hvad vi mente om atomkraft som energikilde.

Vi vedtog også, at vi ville indsamle penge blandt vore medlemmer til at betale for leje af standen m.v. Denne indsamling forløb fint, vi fik telefonisk spurgt ca. ½ af medlemmerne, der gennemgående var villige til at slippe en god skærv til dette formål. Niels kan oplyse, hvor meget der konkret kom ind ved indsamlingen.

Vores medlemsskare går stadig længere og længere ned. Vi er nu for første gang under 200 medlemmer, helt nøjagtig 198 medlemmer, mens 19 melder sig ud, de fleste passivt, 2 dog af naturlige årsager. Vi får stort set ingen nye medlemmer. Vores opråb i Ugeskriftet i henholdsvis 2004 gav 1 nyt medlem, som stadig er medlem, mens vores kronik i 2009 ikke gav anledning til nogen henvendelser. Ved årets verdenskongres i IPPNW senere i august deltager ingen gamle medlemmer af DLMK, kun 2 unge stud.med.er, som er medlemmer af Globale Læger og den vej er blevet opmærksom på Verdenskongressen.

Jeg mener derfor, at vi alvorligt må overveje, om ikke det er ved tiden at nedlægge vores kære forening. Den har tydeligvis haft sin storhedstid i 1980’erne, hvor fornemmelse af en altomfattende atomkrig var meget nærværende. Efter den kolde krigs ophør med USSR’s opløsning i 1990 har tilslutningen til foreningen og aktivitetsniveauet været jævnt dalende. Vi må erkende, at atomvåben længe ikke har været et af tidens temaer. De fleste danskere synes derfor, tror jeg, at vi er en anakronistisk forening.

Danske Dyrlæger og Danske Tandlæger mod Kernevåben har nedlagt deres respektive foreninger i henholdsvis 2009 og 2010 og overført deres aktiver til vores konto. Spørgsmålet er, hvornår det bliver vores tur til at gøre det samme.


Povl Revsbech
Formand siden 1996.