Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Præsident Bush og atomvåbnene
Kernevåben vil blive spredt under Bush.

Globalt set: Vi kommer til at leve i en meget farligere verden, hvis USA vælger at tilsidesætte traktaten om ikke-spredning at atomvåben, skriver landets tidligere forsvarsminister Robert McNamara og advokaten Thomas Graham Jr.


Bush-regeringen har gjort meget ud af sin tro på, at det internationale traktatværk for våbenkontrol er irrelevant. Som den nyligt lækkede rapport Nuclear Posture Review siger: ”at gamle processer ikke kan forenes med den fleksisbilitet, amerikansk planlægning og amerikanske styrker nu kræver”.

USA har besluttet at trække sig ud af ABM-traktaen, traktaten om de antiballistiske missiler, at stille forbedringer i den biologiske våbenkonvention i bero. Samtidig har USA afslået at fortsætte den formelle proces for at reducere de strategiske våben, og det ser nu ud til, at regeringen er parat til at føje Aftalen om Ikke-spredning af Atomvåben til sin liste af traktater, der kan sættes til side.

Skulle dette ske, og skulle denne regerings praksis fortsætte, kan man forvente, at kernevåben bliver spredt verden over. Vi vil så leve i en meget, meget farligere verden, og USA vil være meget, meget mindre sikkert. Med disse udsigter er vi måske i færd med at nærme os nogle af de vigtigste beslutninger i årtier.

Under den kolde krig blev fred støttet af doktrinen om ”gensidig sikret ødelæggelse”, som simpelthen betød, at hver side opretholdt styrker og overholdt de betingelser, der var nødvendige for at opretholde en ødelæggende evne til at slå ”det andet slag” – og dermed forhindrede kernevåbenkrig. Den Anti-Ballistiske Missiltraktat og traktaterne, som begrænser strategisk offensive kernevåbenkræfter, var understregningen af denne doktrin og grundlaget for at afslutte kernevåbenkapløbet og forstærke strategisk stabilitet.

Mens USA og Rusland fortsætter med at fastholde tusinder af kernevåben, har Bush-regeringen unilateralt erklæret, at gensidigt sikret ødelæggelse er forældet og har besluttet at trække sig tilbage fra ABM-traktaten for at understrege dette.

Nu, ifølge rapporter, der beskriver Nuclear Posture Review, er regeringen gået over til en ny kernevåbendoktrin, beskrevet af en kommentator som ”unilateral sikret destruktion”. Rusland er stadig på målskiven, men potentielt for offensive styrker snarere end for kernevåben til ”anden angrebsbølge”. Kina er også et mål – ”en militær konfrontation over Taiwans status” fremsættes som et muligt rationale for et kernevåbenangreb.

Nuclear Posture Review går endnu videre.

Det anfører udtrykkeligt Libyen, Syrien, Irak, Iran og Nordkorea som potentielle mål for USA’s kernevåben og skubber flertydigheden i tidligere rapporter til side. En ting – måske den eneste – disse fem stater har til fælles, er imidlertid, at de alle er ikke-kernevåben stater i henhold til Aftalen om Ikke-spredning af Atomvåben. I 30 år har denne traktat forhindret, at kernevåben blev spredt over hele verden, en udvikling, der ville være ødelæggende for USA’s sikkerhed.




Problemet er imidlertid, at i 1978 – for at styrke Den Anti-Ballistiske Missil-traktat – lovede USA, Storbritannien og Sovjetunionen formelt, at de aldrig ville anvende kernevåben mod ikke-kernevåbenbesiddende stater, der var deltagere i traktaten – undtagen i tilfælde af et angreb af en sådan stat, der var i alliance med en stat, der havde kernevåben. (Ingen undtagelse blev gjort for besvarelsen af angreb med kemiske eller biologiske våben). Og i 1995 gentog de tre lande, hvoraf Rusland havde indtaget det tidligere Sovjetunionens plads, med Frankrig og Kina denne forpligtigelse som et centralt element i anstrengelsen for at gøre ikke-spredningsaftalen, som havde 25 års løbetid, til en permanent aftale.

I hvad der kunne være den mest fornuftige anmodning i internationale relationers historie, bad 182 ikke-kernevåbenbesiddende nationer – i bytte for permanent at gå ind på aldrig at erhverve kernevåben – om, at de fem kernevåbenstater lover aldrig at angribe dem med sådanne våben. Det skete i april 1995 i forbindelse med en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd.

Men planen fra Pentagon underminirer troværdigheden ved det løfte, som understøtter ikke-spredningstraktaten. At ramme dette ikke-spredningsløfte om ikke at anvende våbnene er at ramme ikke-spredningsløftet selv.

Desuden: Den grundlæggende implikation i ikke-spredningsaftalen, at USA reserverer sig retten til at ramme enhver nation med kernevåben, når den vælger at gøre det, øger i sig selv risikoen for spredning af kernevåben. Hvis et land mener, det er ved at falde i unåde i Washington, hvad er det første, det kan forventes at gøre? Mens det altid er vanskeligt at forudsige, hvordan nationer handler, kan et citat, som er tillagt den indiske forsvarsminister, George Fernandez, bidrage til forståelse: ”Før man udfordrer USA, må man skaffe sig kernevåben!”.

Og så ser det ud til, at Nuclear Posture Review også synes at fremsætte en 40-års plan for at udvikle og erhverve nye kernevåben. Den siges at kræve, at nye affyringsramper (luft, hav og land) udvikles og bringes i drift i 2020, 2030 og 2040, og den kræver nye sprænghoveder med lav sprængkraft og varierende sprængkraft, atomvåbensprænghoveder, som højst sandsynligt vil kræve kernevåbentest.

At oprethode et permanent fornuftsgrundlag for et robust amerikansk hernevåbenarsenal og en genoptagelse af kernevåbentestning – begge dele ville åbenlyst tilsidesætte afgørende amerikanske forpligtigelser til ikke-spredning.

Disse spørgsmål er alt for betydningsfulde til, at regeringen kan afgøre dem selv. Der må være en offentlig debat i fuldt omfang af fremtiden for vore afskrækkende kernevåben og ikke-spredningssystemer. Det er på tide, at Kongressen iværksætter fulde og offentlige høringer om dette emne.

Oversat af Lisbeth Storm
Kristeligt Dagblad 16.03.02/Copyright Los Angeles Times.