Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Atomvåbentruslen er reel nok
Af Joseph Rotblat.
Uddannet atomfysiker, var med i Manhattan-projektet (udvikling af verdens første atombombe), men forlod våbenlaboratorier kort efter 2. verdenskrig for at hellige sig kampen mod atomvåbnene. Modtog Nobels Fredspris i 1995 for sit foreningsarbejde (Pugwash-konferencerne, opkaldt efter en lille by i Canada, hvor den første konference fandt sted).

Den amerikanske regering er fast besluttet på at bringe Saddam Hussein til fald og at gøre det med anvendelse af militærmagt – med, eller tilsyneladende uden FN’s godkendelse. For at retfærdiggøre denne politik får vi at vide, at der er en reel trussel om, at Saddam Hussein vil anskaffe og gøre brug af atomvåben.

Atomtruslen er reel nok – men den kommer ikke fra Irak. Truslen kommer fra USA, hvor en aggressiv politik bliver gennemført af et hold af de hårde drenge, som har fået magt i Bush-regeringen, og som er fast besluttede på at sikre USA’s overherredømme i enhver henseende – også når det drejer sig om atomvåben.

Jeg er dybt kritisk overfor denne politik, men jeg vil gerne gøre det klart, at min kritik ikke går på det amerikanske folk. Jeg er sikker på, at dette helt reelt søger fred. Med tildelingen af Nobels Fredspris til Jimmy Carter er nu 19 ud af 89 individuelle prismodtagere fra USA. I en nylig offentliggjort opinionsundersøgelse går 76 procent af amerikanerne ind for et forbud mod atomvåben.

Men jeg må tilstå, at jeg er dybt bekymret for den amerikanske regerings ensidige politik. Pengenes strøm har afsløret kapitalismens hæslige ansigt: Grådighed og egoisme er blevet den vigtigste drivkraft. Det vedvarende behov for at beskytte den amerikanske levemåde har resulteret i en voldsom opbygning af landets militære styrke, herunder beslutningen om at fortsætte med det ballistiske missilskjold til trods for stærk modstand fra andre lande.

På denne baggrund kom begivenhederne den 11. september som et frygteligt chok. USA måtte pludselig sande, at det slet ikke var så sikkert endda. Det fik øjeblikkelig ”høgene” til at kræve en politikomlægning, således at vægten blev fjernet fra ”forsvar” og lagt på ”angreb”, som det giver sig udslag i tilfældet Irak.

Med hensyn til atomvåben betyder den nye, aggressive linje blot en bekræftelse på den politik, som høgene har stået for fra starten: USA har altid ønsket at bevare sit overherredømme – et egentligt monopol – på atomvåben. Lad mig blot kort genkalde historiens første brug af atombomben.

I august 1945 var Japan allerede overvundet militært, og japanske statsmænd ønskede at diskutere betingelser for en overgivelse. Men præsident Harry Truman afviste disse fredsfølere. På det tidspunkt vidste han, at atombomben var blevet afprøvet med succes og var klar til brug. Trods stærke protester fra videnskabsmænd på Manhattan-projektet besluttede han at bringe atombomber til eksplosion i befolkede områder.

At redde amerikanske troppers liv var uden tvivl en vigtig faktor, også selvom det betød et endnu større tab af japanske liv, men hvad der var endnu vigtigere, var at demonstrere for verden, og specielt for Sovjetunionen, den overvældende militære styrke, som USA havde opnået.

I dag, 57 år senere, er dette nøjagtig USA’s politik overfor Irak. USA vil ikke tillade noget land, som ikke er en stærk allieret, at fremstille eller besidde atomvåben. På samme tid forbeholder USA sig retten til at besidde og benytte dem, endda forebyggende.
Under den kolde krig gennemgik den amerikanske atomdoktrin forskellige strategier, som ”gensidig sikker udryddelse” (Mutual Assured Destruction, MAD); alle var udtænkt til at forebygge et atomangreb fra Sovjetunionen. Efter den kolde krigs afslutning blev USA’s atomstrategi i stadig højere grad orienteret mod ”første brug af atomvåben” på linje med den strategi, som Groves gik ind for. Clinton-regeringens redegørelse for den atomare tilstand i 1994 nævnte for første gang udtrykkeligt brugen af atomvåben som modtræk til et angreb med kemiske eller biologiske våben.

Den seneste atomredegørelse fra januar 2002 går endnu længere. Den gør atomvåben til det instrument, hvormed freden i verden skal bevares. Som nævnte var dette til dels fremprovokeret af terrorangrebene den 11. september, som på smertelig vis mindede amerikanerne om, at de er sårbare selv på hjemmebane. Ved at vende den tidligere doktrin om, som sagde, at atomvåben kun skulle tages i anvendelse i yderste nødstilfælde, har den nye atomare redegørelse udstukket en strategi, hvor atomvåbenkapacitet indgår i konventionel krigsplanlægning. Atomvåben er nu en fast del af den militære strategi og kan bruges i en konflikt på lige linje med ethvert andet høj-eksplosivt sprængstof. Det er et betydeligt og et farligt skifte i hele fornuftsgrundlaget for atomvåben.

Gennemførelsen af denne politik er allerede i fuld gang. USA er i færd med at udvikle et nyt atomsprænghoved med lav ydelse, men med en form, som giver det høj gennemtrængningskraft i beton, et ”mini-anti-bunker-atommissil”, som det er blevet kaldt. Dets formål er at ødelægge bunkere med tykke betonmure, hvor fjender som Saddam Hussein måtte skjule sig.

For at give de militære myndigheder tillid til det nye våbens anvendelsesmuligheder må det afprøves. Der findes i øjeblikket en traktat, som forbyder al prøvesprængning af atomvåben, den såkaldte CTBT, som USA har underskrevet, men ikke ratificeret. Med præsident Bush’s foragt for internationale aftaler (som han demonstrerede for nylig) behøver han næppe nogen særlig undskyldning for at godkende afprøvningen af det nye våben.

Hvis USA genoptager prøvesprængninger, vil det være et signal til andre lande med atomvåben om at gøre det samme. Kina vil næsten sikkert genoptage prøvesprængninger. Efter USA’s beslutning om at udvikle et ballistisk missilskjold, føler Kina sig sårbart og vil sikkert forsøge at mindske sin sårbarhed ved at modernisere og opbygge sit atomvåbenarsenal. Andre lande, som Indien og Pakistan, vil måske benytte sig af den dør, som USA har åbnet på klem, til at modernisere deres egne arsenaler. Faren for et nyt atomvåbenkapløb er reel.




En anden bekymring, man kan have i forbindelse med udviklingen af en ny bombe, er, at forskellen mellem atomvåben og konventionelle våben vil blive udvisket. Et atomvåbens hovedegenskab er dets enorme ødelæggende styrke, som klassificerer det som et masseødelæggelsesvåben, enestående selv i sammenligning med de andre kendte former for masseødelæggelsesvåben, som kemiske eller biologiske våben.

Det har ført til et tabu i brugen af atomvåben i kamp, et tabu, som har holdt lige siden Nagasaki. Men hvis man i den ene ende af skalaen kan fremstille en atombombe, som omfangsmæssigt ikke adskiller sig fra almindelige sprængstoffer, så vil den kvalitative forskel også forsvinde, atomtærskelen bliver overskredet og atomvåben vil lidt efter lidt blive betragtet som redskaber til krigsførelse, selv om de stadig udgør en fare for menneskehedens beståen.

For USA er skellet mellem atomvåben og konventionelle våben allerede ved at blive udvisket, som det fremgår af atomredegørelsen. Men situationen er blevet endnu farligere under den nye strategi for national sikkerhed, som Bush introducerede for få uger siden. ”For at afværge eller foregribe fjendtlige handlinger fra vore modstandere vil USA om nødvendigt handle forebyggende”. Den nye planlægning refererer ikke specifict til atomvåben, men i lyset af atomredegørelsen må vi konkludere, at udsagnet omfatter forebyggende angreb med atomvåben.

Faren ved en sådan politik kan næppe overvurderes. Hvis verdens mægtigste militærmagt erklærer sig villig til at udføre forebyggende angreb med atomvåben, vil andre snart følge efter. Kashmir-krisen fra maj i år er en skarp advarsel om det reelle i faren for atomkrig. Indiens erklærede politik går ud på, at de ikke vil være de første til at bruge atomvåben. Men hvis USA, hvis atomvåbenpolitik i det store og hele bliver fulgt af Indien, gør et forebyggende atomvåbenangreb til en del af sin doktrin, vil det legitimere et indisk forebyggende angreb mod Pakistan. Mere sandsynligt er det, at Pakistan vil komme først med et angreb.

Taiwan udgør en anden potentiel mulighed for et forebyggende atomangreb fra USA’s side. Hvis de taiwanesiske myndigheder beslutter sig for at erklære uafhængighed, vil det uundgåeligt betyde et forsøg på en militærinvasion fra det kinesiske hovedland. USA, som er forpligtet på forsvaret af Taiwans integritet, kan da vælge at foretage et forebyggende angreb.

Alt i alt har USA’s aggressive politik under Bush-regeringen skabt en uholdbar situation i verden, med stor fare for, at atomvåben vil blive brugt i kamp.

Der er behov for tiltag, som kan dæmpe den umiddelbare fare. Tiltag på kort sigt, såsom ratificering af traktaten om generel prøvesprængningsforbud, fjernelse af atomvåben fra beredskabet, stop for udvikling af mini-atombomber, tiltrædelse af en traktat om ikke-førstebrug at atomvåben, bør iværksættes så hurtigt som muligt. Hvad angår det generelle spørgsmål om verdens sikkerhed, bør vi opfordre USA til at fravige sin politik om enegang og opfordre til, at FN’s Sikkerhedsråd bliver anerkendt som eneste myndighed, der kan iværksætte militære operationer til løsning af konflikter.

Den trussel for verdens sikkerhed, som udgøres af terrorgrupper af al-Qaeda-typen, som måske vil anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, kan kun fjernes, hvis vi tager fat på de underliggende årsager til disse gruppers beståen. I mellemtiden kan truslen reduceres betydeligt ved at udrydde eksisterende masseødelæggelsesvåben og lave et sikkerhedssystem, som forhindrer hemmelig produktion.

Det er et ”sine qua non” i et civiliseret samfund, at de enkelte lande opfylder deres juridiske forpligtigelser og respekterer internationale aftaler.

Verdensfreden kan ikke opnås uden respekt for international lov. I den henseende har USA’s atomvåbenpolitik været både hyklerisk og fejlagtig. Den almindelige afsky for atomvåben efter deres anvendelse i Japan medførte et stærkt ønske både i den offentlige mening og i FN om at afskaffe atomvåben. Det førte til ikke-spredningsaftalen, som nu er tiltrådt af alle FN’s medlemslande undtagen tre. I henhold til aftalens bestemmelse har de 183 lande, der ikke besidder atomvåben, indvilget i ikke at anskaffe dem, og de fem erklærede atomstater har indvilget i at afskaffe deres.

Der var en vis dobbelttydighed i formuleringen af paragraf seks i ikke-spredningsaftalen, som gav høgene en undskyldning for at vedblive med at have atomvåben, indtil der var opnået generel og fuldstændig nedrustning. Men denne dobbelttydighed blev fjernet for to år siden i en erklæring udstedt efter en konference om aftalen i år 2000. Denne erklæring, som er underskrevet af alle fem atomvåbenlande, indeholder følgende: ”… en utvetydig forpligtigelse for atomvåbenlandene til en total udryddelse af deres arsenaler, som fører til atomafrustning, sådan som alle parter har forpligtet sig til under paragraf seks”.

Det vil sige, at USA og de andre officielle atomvåbenlande – Kina, Frankrig, Rusland og Storbritannien – er formelt og utvetydigt forpligtet til at udrydde alle atomvåbenarsenaler. Oprettelsen af en atomvåbenfri verden er en juridisk forpligtigelse hos alle underskrivere af aftalen. Men USA’s politik antyder en tidsubestemt besiddelse af atomvåben stik imod de forpligtigelser, der ligger i aftalen.

Respekten for og overholdelse af bestemmelserne i internationale aftaler udgør grundlaget for et civiliseret samfund. Uden det vil anarkiet og terrorismen råde, netop de farer, som præsident Bush angiveligt har forpligtet sig på at udrydde. Mens han forsøger at løse problemet med militære midler, må vi kæmpe for at løse det med fredelige midler. Mens Bush har planer om at agere ensidigt, bør vi sikre os, at verdens sikkerhed lægges i hænderne på FN, den institution, der blev dannet med netop det formål.


Tribune Media Services International. Oversat af Finn Juhl Pedersen. Optrykt i Kristeligt Dagblad 20.12.02.