Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Svær rolle for FN i spørgsmålet om atomvåben
Af Michael A. Levi, forsker ved Brookings Instituttet

Bestyrelsen for det Internationale Atomenergi Agentur mødtes for nylig i Wien for at drøfte Irans formodede atomprogram. Mens USA ønsker at slæbe Iran for FN’s Sikkerhedsråd for overtrædelse af Ikke-spredningsaftalen, ønsker de europæiske medlemmer at forhandle med Iran, og de trak foreløbig det længste strå. Men selv om USA og Europa er uenige, er det usandsynligt, at bestyrelsen for atomenergiagenturet vil være i stand til at besvare det mere afgørende spørgsmål, den står over for. Og det er, hvad Iran skal have lov til.

Vanskeligheden ved at besvare dette spørgsmål afspejler organisationens grundlæggende problem. Dens dobbeltstruktur – organisationen støtter civil atomenergi og skal samtidig kontrollere atomvåben – stiller sig stadig oftere i vejen for multilaterale anstrengelser for at stoppe atomvåbenprogrammer. Denne svaghed kan ikke behandles ved en gradvis vækst i organisationen. Løsningen kan meget vel være, at man må splitte agenturet op i to.

I 1957, da agenturet blev skabt, var der logik i at have en todelt mission. Det skete ud fra en overbevisning om, at verden havde en meget begrænset forsyning af uran, som kunne anvendes til enten at opfylde civile eller militære behov, men ikke begge dele. Ved at støtte den civile atomenergi ville agenturet kanalisere værdifulde ressourcer væk fra de militære atomprogrammer og således begrænse fremstillingen af atomvåben.

I dag ved vi imidlertid, at der er masser af uran i omløb. Et stigende forbrug af uran i civile atomenergiprogrammer vil derfor ikke have nogen bremsende effekt på udviklingen af atomvåben.

På det tidspunkt, hvor atomagenturet blev oprettet, var atomenergi billig. Vestlige ledere forestillede sig, at de ved at tilbyde udviklingslandene adgang til billig atomenergi kunne lokke dem til at afsværge atomvåben. Men igen er den bagvedliggende teori ikke længere gyldig. Atomenergi har vist sig ikke at være billigere end andre energikilder. Løftet om adgang til atomenergi er ikke længere troværdigt som incitament til at afholde lande fra at eksperimentere med kernevåben.

Gennem det meste af sin eksistens har det Internationale Atomenergi Agenturs dobbelte mission fungeret fint. Men som de seneste erfaringer fra Iran og Nordkorea viser, resulterer strukturen nu blot i ineffektivitet og muligvis i en katastrofe. På grund af agenturets dobbelte formål er groft sagt halvdelen af dets 35 medlemmer store bestyrelse mere interesseret i at bevare deres egne landes adgang til atomteknologi end i at gennemføre en stringent ikke-spredningsordning. Det har ført til en uheldig balance, hvor lande har lov til at udvikle atomteknologi, når blot de overvåges af agenturet.




Det har også medført et farligt smuthul, som eksempelvis Nordkorea har udnyttet, og Iran også vil kunne drage fordel af. Under dække af et civilt energiprogram kan et land åbenlyst udvikle det meste af et atomvåbenprogram under agenturets overvågning. Derefter kan landet udvise agenturet og fortsætte med at bygge kernevåben.

Hvis vi ser på Irans atomprogram, så pegede agenturets direktør, Mohammed El Baradei, i en nylig rapport på, at hans inspektører ikke havde fundet noget bevis på et iransk kernevåbenprogram. Men det er vanskeligt at forestille sig omstændigheder, hvor agenturet ville være kommet frem til en anden konklusion. Når det kommer til stykket, har det intet konkret mandat til at vurdere et lands kapacitet og hensigter i retning af at samle atomare materialer til kernevåben. Agenturet overvåger ganske simpelt atomart materiale, og hvis det får særlig tilladelse, kan det søge efter ulovlig produktion. Hvis der ikke findes skudsikre beviser, dømmer agenturet et land uskyldigt i at efterstræbe atomvåben.

Det giver alt sammen mening for et agentur med dobbelt formål. Men i en tid med mulighed for terrorisme med atomvåben, har vi måske brug for en organisation, hvis eneste formål er at standse spredningen af kernevåben. Den eneste løsning kan være at dele det Internationale Atomenergi Agentur i to. En del til at tage sig af ikke-spredning, og en til at støtte udviklingen af energiteknologien civilt.

Det første nye agentur skulle fokusere sine ressourcer på fjendligtsindede lande og udstede klare og reelle afgørelser omkring overholdelse af aftaler og have adgang til at søge direkte efter våbenkomponenter.

Det andet nye agentur skulle hjælpe lande – især udviklingslandene – med at finde ud af, hvilken energiteknologi, der passer bedst til deres behov. Ved at hjælpe landene med at udvikle gas-, kul- og endog atomenergi, ville agenturet på en effektiv måde kunne bevæge disse lande til at indgå en ikke-spredningsaftale omkring atomvåben.

Det bliver ingen nem sag at overbevise FN om at gå denne vej. Enhver ændring vil skulle have medlemslandenes og agenturets bestyrelsesmedlemmers stemme. Men nu, hvor FN kæmper for at gøre sig selv til en stabiliseringsfaktor i en ustabil verden, kunne dette være stedet at begynde.

 New York Times Syndicate

Oversat af Finn Juhl Pedersen.

Trykt i Kristeligt Dagblad 02.12.2003