Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Rusland vil modernisere sine atommissiler.


Rusland har genoptaget moderniseringen af sine kernevåbenbærende missilsystemer. Ifølge forsvarsminister Sergei B. Ivanov har de russiske missilstyrker netop færdiggjort opstillingen af seks Topol-M missiler, og flere vil følge i det nye år.

"Et værn mod afpresning"
Missilet, der i amerikansk militær-terminologi kaldes SS-27, har en rækkevidde over 9.600 kilometer og kan fremføre flere sprænghoveder. Lasteevnen er 1,32 ton. Amerikanske militærkilder siger at Topol-M systemet svarer til det amerikanske Minuteman III-system, der er det ældste af de to interkontinentale missil-systemet, der er opstillet i USA.

Missilet opstilles i siloer, men en mobil udgave, der transporteres på store terrængående køretøjer, kommer i tjeneste i 2004.

Forsvarsminister Ivanov kalder missilet "det mest avancerede, state-of-the-art i verden".

- Kun sådanne våben kan sikre og garantere vores suverænitet og sikkerhed, og gøre ethvert forsøg på at lægge militært pres på Rusland nyttesløst, siger Ivanov ifølge det amerikanske dagblad The Los Angeles Times.

Arbejder på nyt missil-system
Bladet skriver at Rusland næste år begynder at arbejde på et nyt, stort kernevåbenbærende missil, der ventes klar i 2009. Missilet skal kunne bære ti nukleare sprænghoveder, med en samlet vægt på omkring 4,4 ton.




Amerikanske regeringskilder siger at moderniseringsprogrammer, og opstillingen af Topol-M missiler er i overensstemmelse med hvad den russiske regering tidligere har varslet. Kilderne understreger, at der ikke er tale om nogen overtrædelse af indgående nedrustningsaftaler.

Ruslands missilprogrammer har længe stået stille, fordi man ikke har haft penge til at fortsætte de kostbare våbenprogrammer.

USA kritiseres for nuklear dobbeltmoral
USA er til gengæld selv under tiltagende kritik for beslutningen om at forske i udviklingen i såkaldte "mini-atombomber". De alliancefrie lande, der har plads i styregruppen for Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, udtrykker nu tvivl om USA’s hensigter. - Det er dobbeltmoralsk at USA tillader sig at udvikle og true med at anvende kernevåben, mens man nægter mindre lande ret til dem, siger den malaysiske IAEA-ambassadør, Hussein Haniff, der er talsmand for 13 alliancefri styrelsesmedlemmer.

- Vi er i tvivl om hvorvidt ikke-spredningsaftalen kan overleve med den amerikanske politik, siger han ifølge The Los Angeles Times.

Fra DR-nyheder på internettet 23.12.03