Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Amatøragtig tilgang til Nordkorea
Af Charles L. Pritchard
(Korea-ekspert. Indtil august 2003 særlig amerikansk regeringsrepræsentant i forbindelse med USA’s forhandlinger med Nordkorea).


”USA har ikke tiden på sin side” sagde Nordkoreas viceudenrigsminister Kim Gye Gwan til mig for nogle uger siden. ”Som tiden går, vokser vores atomprograms formåen i både kvantitet og kvalitet”.

Disse ord er muligvis en nekrolog over den fejlslagne politik over for Nordkorea, som George W. Bushs regering fører.

Tidligere på måneden gav de nordkoreanske myndigheder en uofficiel amerikansk delegation, som jeg deltog i, adgang til den bygning, hvor man tidligere opbevarede omkring 8000 brugte brændselsstave. Vi opdagede, at alle 8000 stave var blevet fjernet.

Hvorvidt de er blevet forarbejdet til plutonium til våben, som Nordkorea hævder, er næsten irrelevant. Det amerikanske efterretningsvæsen troede, at de fleste eller alle brændselsstave lå sikkert på lager. Så politikerne i USA troede fejlagtigt, at de havde tiden på deres side, da de afviste Nordkoreas anmodning om en seriøs dialog og flittigt arbejdede på en multilateral løsning af den hastigt voksende atomprogramkrise. Men det er en forkert opfattelse. I december 2002 var der mistanke om, at Nordkorea havde et eller flere atomvåben, som var anskaffet, inden de i 1994 gik med til at bremse deres atomprogram og lade det overvåge. Nu er Nordkorea trådt ud af overvågningsprogrammet (The Non-Proliferation Treaty (red.)) og kan have firedoblet sit atomvåbenarsenal. I mellemtiden har Bush-regeringen støttet sig til efterretninger, der afviste Nordkoreas egen påstand om, at man har genoptaget atomprogrammet med det udtrykkelige formål at forarbejde de brugte brændselsstave, der hidtil blev opbevaret under nøje overvågning, og udvinde plutonium for at skabe ”et atomafskrækkelsesmiddel”.

Nu mangler der så omkring 8000 brugte brændselsstave, og det kan ses som bevis for, at arbejdet på atomvåbnene måske er begyndt. Dette er blot den seneste fiasko i en lang række amerikanske efterretningsfiaskoer i forbindelse med Nordkorea. For eksempel var der efterretninger i sommeren 2002, der tydede på, at det nordkoreanske styre var på sammenbruddets rand. De efterretninger blev senere afvist som urigtige.




USA’s politiske tilgang i Nordkorea er ikke meget bedre end de ringe amerikanske efterretninger om landet. I bedste fald kan den højst kaldes amatøragtig. I værste fald er den et forfejlet forsøg på at lokke USA’s allierede med til en fremgangsmåde, hvis formål ikke er at opnå en diplomatisk løsning på krisen, men derimod fiasko, som skal retfærdiggøre isolation af Nordkorea i håbet om, at landets styre bryder sammen. Dialog med Nordkorea betyder ikke, at man giver efter for Nordkoreas krav. Det betyder blot en grundig undersøgelse af, hvad der er muligt og acceptabelt for alle parter. Derfor må Bush-regeringen holde op med at gemme sig bag Kinas diplomatiske skørter og gå forrest i arbejdet med at løse denne krise, inden Nordkorea får skabt et reelt atomafskrækkelsesmiddel. Som sagen er nu, sætter Nordkorea dagsordenen. USA’s regering bør udpege en erfaren politisk koordinator for Nordkorea, så fornuften få lov at sejre.

Jeg tager præsident Bush på ordet, når han siger, at han ønsker en fredelig og diplomatisk løsning på denne krise. Han fortjener nogen, der kan sætte ord på hans visioner om den koreanske halvø og træffe politiske beslutninger, samtidigt med, at han bremser visse amerikanske regeringsmedlemmers værste tilskyndelser.

Jeg frygter, at den næste række samtaler mellem Nordkorea og det internationale samfund (heriblandt USA) løber ud i sandet, og at Nordkorea trækker sig fra den diplomatiske proces for senere måske at bekendtgøre, at de har udviklet alle de atomvåben, de har behov for.

Kina, Sydkorea og Rusland og muligvis Japan kan meget vel acceptere dette nye status quo som en mulighed med det argument, at den faktiske trussel er minimal, og at yderligere udvikling af atomvåben så formentlig er standset. Men resultatet af det ville være en region, der var endnu mere sprængfarlig, end den er nu. Spørgsmålet er, hvor mange atomvåben Nordkorea skal fremstille, før den amerianske regering begynder at tage sin politik i Østasien alvorligt.

Copyright: New York Times Syndicate

Oversat af Christina Witting Ettrup. Kristeligt Dagblad 28.01.04.