Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Ingen lande bør have atomvåben



Af Mohamed Elbaradei., Generaldirektør for FN’s Internationale Atomenergi Agentur.


Atomspredning er i fremgang. Der var en gang, hvor det var stort umuligt at få fat i det nødvendige udstyr og materiale – endsige den nødvendige uddannelse. I dag findes der imidlertid et velfungerende verdensomspændende netværk, som kan levere materialer, der kan bruges til våbenfremstilling. Og efterspørgslen er til stede: Der er til stadighed lande, som er interesseret i ulovligt at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben.

Hvis vi blot lader stå til, vil tendensen fortsætte. Det må forventes, at lande, der opfatter sig selv som sårbare, vil gøre, hvad de kan, for at dæmme op for sårbarheden. Det vil betyde, at de i nogle tilfælde vil efterspørge hemmelige våbenprogrammer.

Forsyningsnetværket vil vokse og dermed gøre det nemmere for lande at anskaffe sig ekspertise og materiale til fremstilling af atomvåben. På et eller andet tidspunkt vil det uundgåelige ske, og terrorister vil få adgang til materialet og teknologien, hvis ikke til selve våbnene.

Hvis verden ikke skifter kurs, risikerer vi selvudslettelse.

Almindelig sund fornuft og den seneste tids erfaringer viser, at traktaten om ikke-spredning af kernevåben, som har tjent os udmærket siden 1970, er forældet. Vi kan godt stramme op på ikke-spredningsaftalen, uden at det går ud over de enkelte landes suverænitet.

Første skridt vil være at stramme kontrollen med eksport af atommateriale. Det nuværende system hviler på en gentleman-aftale, som ikke er bindende, og har et begrænset antal medlemmer: Mange lande, som industrielt er på vej op, er ikke omfattet af aftalen. Og nogle af de lande, der er medlemmer, laver ikke kontrol af den del af eksporten, som sker fra virksomheder, der ikke indgår i statsselskaber.

Vi er nødt til at gøre kontrollen med eksporten universel og stoppe smuthullerne. Vi bør indføre kontrolforanstaltninger, som skal være bindende efter traktaten, men samtidig bevare alle landes ret til en fredelig udnyttelse af atomteknologien. Vi bør også ulovliggøre handlinger, hvor man hjælper andre med at sprede kernevåben.

Samtidigt må vi give våbeninspektørerne mere magt. For ikke længe siden brugte man megen energi på at overtale Iran og Libyen til at give det Internationale Atomenergi Agentur langt større rettigheder til at foretage inspektioner. Men agenturet bør have en sådan ret til at foretage inspektioner i alle lande.

En verificering af de pligter, som ligger i ikke-spredningsaftalen kræver skærpede kontrolforanstaltninger, men til dato har mindre end 20 procent af FN’s 191 medlemmer godkendt en protokol, der giver udvidet inspektionsret. Den bør gælde for alle lande. Samtidig bør intet land have ret til at trække sig fra traktaten. Som det er i dag, kan ethvert medlem trække sig med tre måneders varsel. Ethvert land, der benytter sig af undvigelsesparagraffen, vil næsten givet være en trussel mod den internationale fred og sikkerhed.




Selvfølgelig er det afgørende for ikke-spredningssagen, at de fem atomstater, som er anerkendte ifølge ikke-spredningstraktaten: Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland og USA også bevæge sig i retning af nedrustning. Aftaler indgået for nyligt mellem Rusland og USA er et skridt i den rigtige retning, men de burde også være kontrollerbare og uigenkaldelige. Der bør udarbejdes en klar plan for atomnedrustningen, som skal begynde med en betydelig reduktion af de 30.000 atomsprænghoveder, som stadig findes, og sikre ikrafttrædelsen af den længe ventede traktat om et fuldstændigt stop for atomprøvesprængninger.

Hvis det internationale samfund virkelig går ind for en standsning af atomspredningen, er det sådanne forholdsregler, der bør diskuteres på næste års konference om en revision af ikke-spredningstraktaten.

Samtidigt er vi nødt til at tage fat om de helt grundlæggende årsager til usikkerheden. I de områder af verden, hvor konflikter har stået på i årevis, som Mellemøsten, det sydlige Asien og den koreanske halvø, kan vi forvente, at man vil tilstræbe masseødelæggelsesvåben, så længe vi ikke er i stand til at indføre alternativer, der opvejer sikkerhedsunderskuddet.

Vi bliver nødt til at gå bort fra den urimelige opfattelse, at det er moralsk anstødeligt, at nogle lande jagter masseødelæggelsesvåben, mens det er moralsk i orden, at andre bruger sådanne våben til at skabe sikkerhed; og endog fortsætter med at raffinere deres kapacitet og udvikle planer for deres brug.

På samme måde er vi også nødt til at gå bort fra den traditionelle opfattelse af, hvordan vi definerer sikkerhed ved hjælp af grænser: bymure, grænsepatruljer, racemæssige og religiøse grupperinger. I det globale samfund er vi uigenkaldeligt blevet gensidigt afhængige med den konstante bevægelse af mennesker, ideer, varer og ressourcer, der foregår.

I en sådan verden skal vi bekæmpe terrorismen med en sikkerhedskultur, som smitter på tværs af grænserne; en tilgang til sikkerhed, som baserer sig på solidaritet og respekten for menneskeliv. I en sådan verden hører masseødelæggelsesvåben ikke hjemme.

Copyright: New York Times Syndicate.

Oversat af Finn Juhl Pedersen. Trykt i Kristeligt Dagblad 17.02.04.