Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Indien og Pakistan: Atomtruslen dæmpet
Indien og Pakistan enedes søndag 20.6.04 om at bevare deres forbud mod nye atomprøvesprængninger, ligesom de også blev enige om at oprette en direkte telefonlinje mellem ledende regeringsembedsmænd i deres udenrigsministerier for at reducere risikoen for en atomkrig mellem de to lande.

Efter weekendens forhandlinger i New Delhi er fredsprocessen, der blev indledt i fjor, kommet op i et højere gear, efter det indiske regeringsskifte i slutningen af maj. Talsmand for det pakistanske udenrigsministerium, Masood Khan, sagde, at der var blevet opnået ”væsentlige fremskridt”.

”Den ånd, der nu hersker i atomvåbenspørgsmålet er, at vi nu skal lægge retorikken bag os og gøre noget konkret”, sagde han.

Moderniseret hotline

I en fælles erklæring efter to dages forhandlinger hed det, at den specielle telefonforbindelse skal ”forebygge misforståelser og mindske risici i forbindelse med nukleare områder”.

En allerede eksisterende hotline mellem militære ledere vil samtidigt blive moderniseret og forbedret. I flere år har de øverstkommanderende på begge sider af grænsen været i jævnlig telefonisk kontakt, hvilket menes at have afbødet farlige konfrontationer i forbindelse med episoder på grænsen.




Erklæringen bekræftede, at Indien og Pakistan vil opretholde et stop for atomprøvesprængninger. De to lande har dog taget forbehold ved at understrege, at atomprøvesprængninger vil blive genoptaget, hvis særlige begivenheder truer deres nationale interesser.

Eksperter fra de to lande skal i løbet af kort tid mødes for at diskutere konkrete foranstaltninger, der kan forhindre en raket med atomare sprænghoveder affyres ved en fejltagelse.

Siden 1998, da Indien og Pakistan erklærede sig for atommagter, har nabolandene to gange siden været på randen af krig.

Ritzau, trykt i Jyllands-Posten 21.06.04

Addendum: I seneste nr. af SLMK/DLMK’s fællesblad for juni 2004 (nr. 97) er de besøg, som en international delegation fra IPPNW foretog i Indien og Pakistan i feb.-marts i år for at diskutere med nukleare beslutningstagere, refereret udførligt. Se herom på www.slmk.org.