Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Rusland udvikler nyt atomvåben
Rusland er i gang med at udvikle nye typer atomvåben, som i de kommende år vil blive opstillet, siger præsident Vladimir Putin.



- Vi har ikke kun testet de seneste atomvåben. Det er systemer, som hidtil ikke har eksisteret, heller ikke i andre atomlande, sagde Putin i dag i en tv-transmitteret tale til højtstående generaler i det russiske militær.

Modernisering af atomarsenalet
Putin gav ingen detaljer om de nye systemer, men Rusland har været i gang med at modernisere sit atomarsenal, siden USA i 2001 offentliggjorde planer om at udvikle et missilforsvarsskjold, der strider imod den såkaldte ABM-aftalen fra 1972, som USA indgik med det daværende Sovjetunionen.

Den amerikanske regering hævder, at det nye missilforsvar kun vil være i stand til at beskytte USA mod atomangreb fra såkaldte slyngelstater, men ikke mod Ruslands massive atomslagstyrke.

Imidlertid har Putin siden 2001 sagt, at Rusland har planer om selv at udvikle et missilforsvar og atomvåben, der er i stand til at bryde igennem et hvilket som helst missilskjold, USA kan udvikle.




Forsinket program
Den russiske præsident sagde onsdag, at ledelsen i Kreml fortsat anser international terrorisme for den største trussel mod Ruslands nationale interesser, men at Kreml ikke vil glemme den trussel, atomvåben udgør.

- Vi er klar over, at i det øjeblik, vi ikke holder øje med atomvåben, vil vi stå over for nye trusler, sagde Putin og fortsatte:

- Det er derfor, vi fortsætter med at udvikle vor væbnede styrker og vore atomvåben.

Nyhedsbureauet Itar-Tass skriver, at Putin sandsynligvis hentyder til det mobile Topol-M atommissil, som svarer til USA's Minuteman-3.

Topol-M anses for at være rygraden i det russiske atomforsvar, og var det første interkontinentale atommissil, Rusland udviklede efter Sovjetunionens sammenbrud.

Missilet skulle være udstationeret i 2002, men er blevet forsinket flere gange på grund af mangel på penge.

Itar-Tass skriver, at Topol-M kommer på den russiske finanslov 2005, hvilket indebærer, at det russiske militær råder over missilet i 2006.

Fra DR's hjemmeside 17.11.04