Startsiden

Nyheder

Nyhedsbrevet

Bestyrelsesadresser

Links










Nyheder

Nukleart nedfald over Korea-halvøen
Kommentar ved Hans Hækkerup

Den 10. februar erklærede Nordkorea, at det havde udviklet sit eget atomvåben, og at det fremover ville boykotte sekspartsforhandlingerne med USA, Japan, Sydkorea, Kina og Rusland.

Det var unægtelig en overraskelse – ikke at nordkoreanerne faktisk havde atomvåben, for det er der jo fortsat ingen der ved, om de har eller ej – men at de så bombastisk erklærede sig som atomvåbenmagt.

Forventningerne havde ellers været, at sekspartsforhandlingerne, hvor sidste runde fandt sted i juni måned sidste år, ville blive genoptaget, nu da det amerikanske præsidentvalg var overstået og en ny administration på plads.

Men den nordkoreanske leder, Kim Jong-il, har øjensynlig villet gøre det helt klart for den amerikanske præsident, George Bush, at prisen for et kompromis er højere, end han troede. Kim ønsker øjensynlig ikke bare en garanti for, at hans regime ikke bliver væltet udefra af USA – det giver atomvåbnene ham allerede sikkerhed for – men noget mere, blandt andet energi og fødevarer.

Om Bush vil levere, hvad der skal til, for at tilfredsstille Kim Jong-il er dog mere end tvivlsomt.

Lange udsigter
Bush administrationen så helst et regimeskifte i Pyongyang, men der er ikke megen udsigt til, at den undertrykte og terroriserede nordkoreanske befolkning vil tage sagen i egen hånd. Skal der ske noget, bliver det snarere et opgør i magteliten (det overdimensionerede militærapparat, sikkerhedsstyrkerne og partiet) i forbindelse med et generationsskifte på lederposten, og her kan udsigterne desværre godt være lange.

På den anden side er Bush-administrationen helt klar over, at der ikke er nogen nem militær løsning. En krig ville koste alt for mange sydkoreanske og amerikanske liv. Hovedstaden Seoul og hovedparten af de amerikanske styrke i Sydkorea er inden for rækkeviden af det nordkoreanske artilleri, og resten af Sydkorea – og Japan – kan nås med de nordkoreanske Scud- og Nodong-missiler.

Samtidigt må amerikanerne se i øjnene, at en økonomisk boykot vil ramme den nordkoreanske befolkning, der i forvejen lever på sultegrænsen, urimeligt hårdt. Og den vil i øvrigt kun være effektiv, hvis Kina er med.

Det forklarer Bush-administrationens afdæmpede svar på Pyongyangs gentagne verbale overfald. Der er ikke noget brugbart alternativ til at følge forhandlingssporet, indtil kineserne er villige til, at sagen indbringes for FN’s Sikkerhedsråd.

Spørgsmålet er imidlertid, om det vil lykkes?

Da sekspartforhandlingerne startede, regnede Bush-administrationen med, at det blev fem mod én. Men så nemt gik det ikke. USA’s allierede Japan og Sydkorea ønskede mere kød på bordet. I tredje runde af forhandlingerne i juni sidste år præsenterede USA så et mere imødekommende og detaljeret udspil.




Men der skal gøres meget fodarbejde fra USA’s side for at holde sammen på de fem.

Sydkorea ønsker for enhver pris, at undgå krig og sammenbrud af Nordkorea og satser derfor på, at gradvise økonomiske reformer vil føre til en sammenvoksning af de to Korea’er.

Kinesisk irritation
Japans forhold til Nordkorea er på det seneste blevet stærkt forringet, fordi Pyongyang har forsøgt at snyde dem hen hensyn til de japanske statsborgere, der blev bortført i 70’erne. Og udviklingen af langtrækkende missiler og atomvåben har sat gang i de japanske tanker om at styrke deres evne til at svare igen, ligesom de er gået i gang med at opbygge et missilforsvarssystem i samarbejde med USA.

Kina ønsker (som Sydkorea) at gå langsomt til værks med økonomiske reformer for derigennem at integrere Nordkorea i verdensøkonomien og åbne landet op.

For Kina er regimeoverlevelse vel ikke den eneste løsning (de føler helt klart Kim Jong-il som en belastning) men skal Nord- og Sydkorea genforenes, bør det være efter ”et land, to systemer”-modellen – og helst på en sådan måde, at de amerikanske styrker forlader den koreanske halvø.

Kina har også nydt den internationale prestige og indflydelse, som mæglerrollen har givet landet.

Derfor var den kinesiske irritation stor, da nordkoreanerne – øjensynligt uden at forhåndsinformere de kinesiske ledere – smækkede døren i.

Politbureauets eksekutivkomité blev hasteindkaldt, og en højtstående partifunktionær blev sendt til Pyongyang med et budskab fra Hu Jintao til Kim Jong-il.

Efter besøget stod det klart, at Kim Jong-il var blevet (delvist) banket på plads: Nordkorea er igen parat til at deltage i sekspartsforhandlingerne – dog under betingelse af, at ”situationen er moden”.

Forløbet viser, at kineserne kan få Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet, men det er tvivlsomt om Kina er parat til at lægge det nødvendige pres på Kim Jong-il til at få hesten at drikke af truget.

Kinesernes ”red line”
I første omgang er kineserne dog tilfredse med, at Nordkorea er tilbage på forhandlingssporet. Det sikrer, at Kina stadig har Kordkorea-kortet på hånden, når man mødes med USA.

Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at Bush-administrationen overvejer at lægge nye indrømmelser på bordet i næste forhandlingsrunde.

Hvis der skal ske afgørende fremskridt i forhandlingerne, skal det nok ske i sammenhæng med, at nogle af de andre problemer i USA/Kina-forholdet – ikke mindst Taiwan-spørgsmålet – forhandles på plads.

Med mindre Nordkorea overskrider kinesernes ”red line” og gennemfører en prøvesprængning.

Hans Hækkerup, tidl. forsvarsminister.
Kommentar bragt i Jyllands-Posten sø. 06.03.05.